kirkelige Gudsdomme for at modarbeide Tvekampen. Saa antoges Tiden kommen til at afskaffe Gudsdommene, og disse svandt da for Mededen, der vistnok var Kirken forhadt, men ei saameget som tidligere, da Eden overhovedet ansaaes syndig. Og saa endelig, da Kirken, der altid saa vel har forstaaet at vente, finder Tiden beleilig, optræder den dristigt med sine virkelige Fordringer. Nu er det ikke længere de værste Misbrug, som den for Christendommens Skyld formaar Folket til at afskaffe; den vil gaa foran og give Forbilledet paa en helstøbt Retsforfatning.
Da Kirken aldrig fik lovgivende Magt i Norge, indeholdes de Folket vedkommende kirkelige Lovbud i Christenretterne, der vare vedtagne af Folket (senere Kongen) og Kirken i Fællesskab. Foruden Regler vedkommende Gudstjenesten og andre Pligter mod Kirken og dens Embedsmænd opstille Christenretterne de ved Christendommen og senere ved Kirkens Indvirkning dannede Forbrydelser, der omtrent svare til de ovenfor nævnte. Men, skjønt Paven gjentagne Gange siden den norske Kirkes Organisation i Midten af det 12te Aarhundrede med Paaberaabelse af den kanoniske Ret havde indskjærpet Erkebispen ikke at taale verdslige Domstoles Dom over Geistlige (Munch III. 250, 274, 265), var der længe ikke Tale om nogen geistlig Domstol, undtagen maaske i rent geistlige Sager mod Geistlige. De kirkelige Sager kom ligesom alle andre for de almindelige Thinge; dog er det sandsynligt, at Lagretten tildels besattes af Præster (Keyser I. 209). Og paa Thingene behandledes de i alt Væsentligt som andre Sa-
