de geistlige Domstole. I det 13de Aarhundrede indtog Kirken næsten overalt en fast Stilling, og den kunde saameget lettere drive gjennem sine Paastande om egen Domsmyndighed, som den havde et velordnet Retssystem at frembyde ligeoverfor de fordetmeste forvirrede folkelige Lovgivninger. De geistlige Domstole bleve mangesteds en Tilflugt mod Uvidenhed og Undertrykkelse, og den skarpe Inqvisitionsproces, som nu endog blot af Navn er forhadt, var i sin Tid en gavnlig Modsætning til de verdslige Domstoles Slaphed. Under geistligt Fortrin hørte efter den kanoniske Ret alle Forbrydelser af Geistlige, Forbrydelser mod Kirkens Disciplin og mod Geistlige, Kjætteri, Simoni, Kirkebrud, Blasphemi, Trolddom, Mened, Løsagtighed, Aager, samt civile Sager, hvori en Geistlig var en af Parterne. Mere eller mindre af disse Fordringer dreves paa de fleste Steder igjennem, saa de geistlige Domstole havde rigelig Anledning til at fremstille, hvad Kirken ansaa som Idealet af en Retspleie. Og Indflydelsen udeblev heller ikke.
I vort Fædreland have vi et godt Exempel paa den Maade, hvorpaa Kirken søgte at virke til Retspleiens Omdannelse. Der, som i alle germaniske Lande, var den oprindelige Bevismaade altfor forskjellig fra det kirkelige Ideal, til at den med en Gang kunde tænke paa at drive sine Grundsætninger igjennem. Den maatte først nøie sig med at faa afskaffet, hvad der var mest stridende mod Christendommen, og indført et Bevismiddel, som Kirken kunde byde som Tilflugt for de Undertrykte, naar de verdslige Bevismidler havde slaaet dem feil. Heraf de
