kunde ogsaa en beediget Klage begrunde Inqvisition, og denne Tids Kjætterforfølgelser skjærpede i høi Grad Rettergangsmaaden og Straffene, der forhen havde været mildere end de verdslige.
I Valget af Bevismidler fulgte den kanoniske Ret ogsaa begge Systemer. Af det romerske optog den, at Dommerens Forstand skulde anvendes ved Bevisets Prøvelse, og af det germaniske, at han dog skulde være bunden af nogle faste Regler for at kunne „forsvare sin Dom for Gud og Mennesker“. En legal Bevistheori matte ogsaa med Kirkens strenge dogmatiske Charakter, der ikke levnede synderligt Rum for subjektive Meninger, og den var ogsaa, som vi skalte se, grundet paa bibelske Exempler. Det vigtigste Bevismiddel var Vidner, hvori den fulgte den romerske og den mosaiske Ret; fra den sidste tog den navnlig Budet om, at der ved Forbrydelser maatte mindst 2 Vidner til Fældelse[1]. Foruden Vidner havde den ældre kanoniske Ret brugt Notorietet, Syn og Ed. Nu begyndte Inqvisitionen væsentlig at fremlokke Bekjendelse. Kirken havde ophøiet Bekjendelsen til et Sakrament, og Dommerne anvendte
alt for at fremkalde den. Dog varede det en Stund,
- ↑ Se 4 Mos. 35. 30, 5 Mos. 17. 6, 19. 15. Se i det Hele om den mosaiske Bevislære Winer Reallexikon samt Saalschütz Das Mosaische Recht p. 607 ff. For det nye Testamentes Vedkommende se Matth. 18. 15, 16, Joh. 8. 17, 2 Cor. 13. 1, 1 Tim. 5. 19, Hebr. 10. 28. Som Bevis paa, hvorledes Decretalerne benyttede Bibelstederne, kan tjene, at i Matth. 18. 16 oversatte de „to eller tre Vidners Mund“ med „trium vel duorum virorum“, og herpaa støttede Budet om, at Kvinder ei vare gyldige Vidner. Best law of evidence 657 ff.
