Konger Ludvig den hellige og Philip den Smukke, en stor Omvæltning i Kongedømmets Stilling, her ikke saameget ligeoverfor Folket, som for Lehnsaristokratiet og Kirken. Det var den romerske Ret, som her var Kongedømmets Støtte. Det var ikke længe, siden dennes Studium var gjenoplivet ved de justinianske Lovbøgers Opdagelse i Italien. De franske Lovkyndige bleve delagtige i den nye Videnskab, og de begeistredes af den. Rundt om sig – saa de sit Fædreland sønderrevet af Lehnsvæsenet, splittet mellem kirkelige og verdslige Vasaller, og Lehnsherren, der skulde holde det Hele sammen, var afmægtig ligeoverfor denne Forvirring, der var større i Frankrig end i noget andet Land. Og nu den romerske Ret – den viste dem Billedet af et stort Rige, der, skjønt dannet af Verdens forskjelligste Folkeslag, sammenholdtes af en kraftig Fyrstemagt, hvis Styrelse gjennem en mageløs Centralisation føltes i de fjerneste Egne og i de mindste Detailler. Dette Rige, dette Styrelsessæt blev deres Ideal; den romerske Ret – ikke de Dele af den, som endnu ere og altid ville blive Gjenstand for de Lovkyndiges Beundring og Misundelse, men de Dele, som gjennemførte Keiserdømmets Absolutisme og hvis Efterligning tilhører en svunden Tid af Europas Historie, – denne Ret skulde blive deres Fædrelands Frelse fra Anarchiet. De sluttede sig med Kraft om Kongedømmet, som væsentlig ved deres Understøttelse i det 13de Aarhundrede førte Kampen mod Kirken og især mod det verdslige Aristokrati. Deres Indflydelse sporedes snart i Retspleien: denne var i en elendig Tilstand; Tvekampen var trængt ind overalt – mellem Parterne, mellem disse og
