seshandling (Meded, samt efter de ældre Love ogsaa Ordalier). Dommerne vare almindelig udelukkede fra Bevisets Prøvelse i Realiteten, og kun undtagelsesvis tillodes det dem at dømme alene efter sin Overbevisning.
Den Forandring i Bevissystemet, som indførtes ved Magnus Lagabøters Lovgivning – Vidnebevisets Udvikling og Dommernes større Myndighed over Sagens faktiske Del, – fortsattes under de følgende Konger. Den søger sin fornemste Aarsag i fremmed Rets Indflydelse og den væsentlig deraf flydende Gjennemførelse af det monarchiske Princip.
Allerede Kongespeilet kjender den katholske Kirkes Theori om de to Sværde („die beiden Schwerter“), Kirken og Kongen, hvoraf denne „er sat til at vogte det hellige Hus, hvori Guds hellige Domme afsiges“[1]. Men først i Slutningen af det 13de og Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, da Borgerkrigene og Aristokratiets Ødelæggelse havde levnet Kongedømmet som Statens eneste Repræsentant, trængte de nye Principer ind i Lovgivningen.
Norge stod i dette Tidsrum paa den europæiske Civilisations Høider. Dets store Samfærdsel med Vesteuropa lod det hente ikke blot Luxus, men ogsaa Ideer fra England og navnlig fra Frankrige. I
dette sidste Land foregik der samtidig, under de kraftige
- ↑ Munch III. 418, jfr. IV. 489, 523.
