Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/67

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

at, som betjent Heimskviden tvertimod er ganske fremmed for denne, og først findes i den yngre Lov, Frostathingsloven – hvilket tyder paa en senere Indsørelse, – at den i sit Væsen er aldeles forskjellig fra Kviden og sandsynligvis kun er en Anvendelse af Vidnebeviset paa dettes første Standpunct – og endelig at den paaberaabte Forandring i det danske Bevissystem er høist tvivlsom[1]. Den her forsvarede Mening er i det Væsentlige ogsaa antagen af Maurer (l. c. p. 383), der forresten paastaar, at Juryen er udviklet af Nabovidnebeviset, og at man i Heimskviden muligens har en af de fælles Spirer for den nævnte Institution. Hvorvidt den norske Lagret frembyder Spor af en saadan Sondring mellem Bedømmelse af Jus og Factum, som er Juryens Særkjende, undersøges bedst under næste Periode


Vi sammenfatte altsaa de gamle Loves Bevismaade saaledes: Det var Sagsøgerens Pligt at bevise, at en Gjerning med en Forbrydelses ydre Kjendetegn var foretagen (Vidner, Syn), samt at der hvilede en Mistanke derfor paa den Sigtede (legale Indicier, Bygderygte, Heimskvid); Sigtedes Skyld tillodes det Sagsøgeren at bevise ved Vidner, – undtagelsesvis efter de ældre Love, men efter den nyere Lovgivning rimeligvis i hvert Tilfælde, hvor der var Vidner at faa angaaende selve Gjerningen. Men i Regelen var der, hvor Sigiede ei kunde bevise sin Uskyld ved Vidner, baade hans Ret og hans

Pligt at vise sin Skyld eller Uskyld ved en Rensel-

  1. Larsen samlede Skrifter I. 1. 583.