man dog Øie for det Skuffende i slig Bekjendelse; „hvis han er saa pint, at han bekjender Tyveriet, da gjør han det af Frygt, hvis han ei siger det med sikre Kjendetegn (jarteignir); men da ei han overbevist om Sagen (sannr at máli)“. Se G. L. 262, F. L. X. 40. Med Trællevæsenet ophørte ethvert Spor af Tortur, der altsaa ei omtales i den nyere Landslov.
Om Modbevis kunde der efter det gamle Bevissystem kun sjelden blive Tale, da de fleste Sager afgjordes ved Meded. Det er tidligere bemærket, at i enkelte Tilfælde, hvor Loven hjemlede Vidnebevis, tillod den alligevel at svække dette ved Ed, (F. L. IV. 5 og M. L. IV. 10, B. R. 22), og at Vidneførsel udenfor de særskilt nævnte Tilfælde ikke udelukkede Eden; her kan denne dog ikke kaldes Modbevis; da den aflagdes ikke for at møde Vidnerne, men Sigtelsen. – Directe Strid mellem Vidner forekommer overhovedet sjelden i Misgjerningssager, idet det almindelige Tilfælde er, at Sigtede enten negter ethvert Forhold til Gjerningen, og da bliver der ei Tale om Vidner fra hans Side, eller han paaberaaber sig særskilte Omstændigheder, som udelukke Strafskyld, og da fører han Vidne kun for disse. End sjeldnere kunde der naturligvis komme Vidner mod Vidner efter det gamle Bevissystem, og det forudsættes kun i ganske enkelte Lovsteder som F. L. V. 7 og B. R. 29 (i Slagsmaalssager). Naar de forekom, manglede man ikke Regler for Vanskelighedens Løsning. Medens Gulathingsloven udelukker alt Skjøn fra Rettens Side ved at lade den vinde, som har et Vidne mere end Modparten (Art. 60), overlader Frostatingsloven (V. 7 jfr. XIII. 24),
