Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/6

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Bestanddel afgjør Factum i første og sidste Instants efter en grundig Discussion af Beviset mellem Parterne. Det andet System, der fortrinsvis kaldes det legale (den legale Bevistheori) anser den subjective Sandhed som skuffende, men kan heller ikke siges at opstille en objectiv Sandhed som Bevisets Maal; det paastaar ikke, at 2 Vidners beedigede Udsagn altid maa indeholde Sandheden, men kun, at der er en saa overveiende Sandsynlighed derfor, at Dommeren i det enkelte Tilfælde ikke har Ret til at tilsidesætte det for sin subjective Overbevisning; den legale Bevistheori nøier sig med velbegrundede, legale Præsumtioner om Sandhed istedetfor Sandheden selv. Den anvendes især i det processuelle System, som finder Retfærdighedens bedste Værn i flere Instantser, som altsaa anvender Skriftligheden, og som kræver faste retskyndige Dommere.

De tvende Systemer findes sjelden aldeles rene; navnlig kan det legale aldrig gaa saameget i Detailler, at det jo i Anvendelsen overlader Meget til Dommerens Skjønsomhed; og det nøier sig derfor ofte enten med at opstille nogle saa Regler, der skulle tjene til en almindelig Maalestok for, hvad Loven anser som fuldt Bevis (f. Ex. vort nuværende Bevissystem) eller med at lade sine Regler om fuldt Bevis for Skyld kræve Fuldstændiggjørelse ved Dommerens Overbevisning (nyere tydske Bevissystemer). Men selv om del er gjennemført i sine Consequentser, kræver det ligesaavelsom Overbevisningssystemet megen Virksomhed fra Dommerens Side. For at udelukke denne udfordres en Forening af begge Systemer, der kun tillader enkelte Bevismidler og det saadanne, der ere saa nøie afgrændsede