Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/59

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Retten; Sigtede betalte en Bod eller flygtede som fredløs. (Se dog ældre Eidsl., N. G. L. II. 523) „hvis Mand ei kommer til Modsigelse, da have Herredsmænd at dømme ham som Ubotemand“). Ved Legemsstraffe maa dog Sagen være gaaet gjennem Retten, der imidlertid kun havde at udtale Dommen, idet Sagen formodentlig behandledes paa samme Maade, som naar Gjerningen var aabenbar (jfr. Fremgangsmaaden, naar Tyv fandtes med Koster i Hænde, G. L. 253, M. L. IX. 2). Efter den nyere Landslov har vistnok den Sigtede, der tilstod Gjerningen, ikke været draget for Retten, hvor. Straffen kun var Bøder[1]; andre Straffe kunde da blot ilægges af Dommerne, jfr. M. L. IV. 16. Men det var en Selvfølge, at Straffen indtraadte efter Tilstaaelsen (sammenl. det stadige Udtryk „negter han, – da Ed“.) Da Procesmaaden var aldeles accusatorisk, lagdes der ikke an paa at aflokke Sigtede, der var den ligestillede Modpart, nogen Bekjendelse. At denne Behandling imidlertid ligesaalidt som hos Romerne havde sin Grund i nogen stor Humanitet, viser Fremgangsmaaden mod Trælle. Vilde Herren ei aflægge Ed for en krigsfangen (udenlandsk) Træl, blev denne overgiven til Sagsøgeren, der kunde holde ham i Varetægt en halv Maaned og underkaste ham pinligt Forhør (raun, pina til sannrar sögu), der dog maatte levne ham lige arbeidsdygtig og hel paa Legeme og Lemmer – og efter G. L. ei maatte

bestaa i Ild, Vand eller Jern. Imidlertid havde

  1. Bødernes Størrelse blev da almindelig fastsat ved Mænds Skjøn, men det regnedes ikke som Dom, jfr. M. L. IV. 25.