manden i Tillid til at blive uopdaget ei havde lyst Drabet, blev han bestandig sigtet for Mord. Jfr. G. L. 157. Om Lysning af Hittegods se M. L. IX. 12. Efter B. R. 14, 27 gjælder den Saaredes Udsagn om, hvis Saar der vare de dødelige, naar han var saaret af Tvende. Vi skulle senere se, at et frit Indiciebevis kom til Anvendelse ved andre Spørgsmaal angaaende Tilregneligheden.
Syn og Skjøn af Retten selv omtales stundom. Efter B. R. 14 skulde Bymændene, naar flere sigtedes for et Drab, indfinde sig paa Drabsstedet for at undersøge, om der var Spor til, at flere havde begaaet det (meta vápnastað), og naar de vendte tilbage til Bymødet, skulde de der sværge, hvad de havde seet. Efter G. L. 181 skulde Thingmændene i Tilfælde af Drab paa Thinge, indfinde sig ved den Dræbtes Bod og der dømme. I det Hele har vistnok corpus delicti ofte været bevist ved Rettens Syn, hvor det viste sig i varige Følger f. Ex. Saar. Efter G. L. 182 skulde død Træls Lig opgraves for at undersøges, om der var Mærke af Saar, og det samme skete vistnok ogsaa ellers. Dog er denne Ransagning kun foretaget ved almindelige Vidner. Om nogen Opnævnelse af Synsmænd, hvor Retten selv vanskelig kunde anstille Iagttagelsen, er der endnu ikke Tale. Mærkes kan her ogsaa B. R. 41, hvorefter Lægen skal vidne, om det var nødvendigt at svide en Mands Saar.
Om Breve som Bevismiddel kunde der endnu ikke være Spørgsmaal i denne Periode.
Heller ikke egen Tilstaaelse kunde regnes som Bevismiddel. Tilstod Sigtede (ganga vid), kom, ialfald i den ældre Tid, Sagen sjelden for
