Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/57

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Banemand, G. L. 155. Er en Mand dræbt i Gildehus efter Ildens Slutning om Aftenen, og En gaar bort, før Drabet er lyst, da er han Banemanden, medmindre han har kundgjort sit Ærinde (jfr. F. L. IV. 14. 15, hvor der findes lignende Bud). Efter G. L. 182 skulde ved Sigtelse mod Herren for Drab af Træl, naar han ei havde lyst Drabet, Liget randsages, hvis det var tidsnok, og fandtes Saar, da var Herren Morder. Efter G. L. 208 straffes begge, naar tvende gjensidig beskylde hinanden for Slagsmaal og der ei er Vidner. Et Indiciebevis for Barnemord findes i B. Chr. 3: Grannekvinder skulle være ved Barselseng, indtil Barnet er lagt ved Moders Bryst; men hvis Barnet har aandet, naar Mænd komme til det anden Gang, og de se Mærker efter Haand eller Baand, at det er kvalt, og hun er ved Bevidsthed, da hedder hun Barnemorderske. Mærkeligst er M. L. IV. 42 at naar voldtagen Kvinde ei har Vidner, men siger til endnu samme Døgn, skulle 12 kyndige Mænd dømme, efter hvad der tykkes dem sandsynligt, – hvor altsaa Indicierne ei længere ere legale, som overalt ellers.

Vigtigere var derimod Indiciernes Anvendelse i et Tilfælde, hvor de altid have været benyttede, nemlig som Bevis for Sigtedes Forsæt. Det vigtigste Exempel herpaa er Viglysningen. Enhver Drabsmand maatte for ei at ansees som Morder, lyse sig Drabet paa Hænde umiddelbart efter Gjerningen, F. L. IV. 7, M. L. IV. 11, G. L. 156. Ved Drab paa en Træl skulde Herren lyse samme Dag, og da var han straffri, medens det ellers var Snigmord, B. R. 142, F. L. V. 20, G. L. 182. Følgen heraf maatte være den, at, naar Drabs-