af mistænkelige Omstændigheder, og altsaa for at erstatte Heimskvid[1]. Det vigtigste Exempel derpaa er saaret Mands Udlæggelse af sin Banemand, naar han siger den til de første tvende Mænd, han træffer, medens han er ved fuld Bevidsthed, og de føre hans Tale paa første Thing; F. L. IV. 5, M. L. IV. 10 (jfr. Chr. V. N. L. 6–6–15); ligesaa maa mærkes M. L. IX. 4, hvorefter man, naar man har fundet sit stjaalne Gods hos en Anden, og dennes Hjemmel brister, kan kræve ham paa Ed. Mindre vigtige Exempler i E. Chr. 3, B. Chr. II. 13. 15, B. R. 67, G. L. 255, M. L. IX. 6; F. L. IV. 23 (naar Drab viser sig at være en Følge af tre forskjellige Vaaben, kan man søge 3 Personer derfor); M. L. IV. 11 og G. L. 157, F. L. IV. 14. 15 (kan søge hvem man vil af Tilstedeværende for Drab, naar de ei kunne skaffe Mandsbane frem). Efter B. R. 46 har ved Voldtægt den Omstændighed, om Kvinden er blaa og blodig eller ei, Indflydelse paa Edens Sammensætning (Fange- eller Nævndervidne).
Sjelden brugtes Indicier som Hovedbevis angaaende Sigtedes Forhold. Nærmest laa det ogsaa her at lade dem tjene som Frifindelsesbevis for Sigtede. Saaledes, ved Drab af Horkarl, skal Sigtede efter G. L. 160 strax forkynde det for sine Granner og føre dem som Vidner herom, og efter B. R. 18, F. L. IV. 39, B. Chr. II. 13 kunde han i Mangel af Vidner føre blodige
Klæder paa Thinget (jfr. Chr. V. N. L. 6–12–-
- ↑ „Kommer hverken saaret Mands Tale eller Heimskvid paa Thinge“, siger F. L. IV. 7.
