14 synes dog – Texten er ei ganske sikker – at forudsætte noget Lignende, idet den tilpligter Enhver paa den kongelige Ombudsmands Forlangende at vidne om, hvad han har seet eller hørt, om han end ei er „tilnævnt“ fra først af; dog bliver dette Vidne ei saaledes som i B. R. 28 fuldgodt; men dets Værd skal bedømmes af Retten[1]. Heller ikke i Tiden for Vidnesbyrdets Førelse er der nogen Indskrænkning efter den nyere Landslov, der saaledes ogsaa i Gjennemførelsen viser langt mere Tillid til Vidnebeviset end de ældre Love.
Vidnerne maatte være Øienvidner, og altsaa kun vidne om, hvad de selv havde seet og hørt; dette ligger i, at de i den ældre Tid maatte være skirskotat, og for den nyere nævnes de ofte sjónarvitni og nàvistarmenn. Se især B. R. 28 og Bylov VII. 14 og de nedenfor indtagne Edsformularer. En Undtagelse er det, at en Mands Vidnesbyrd kunde, naar han selv havde Forfald, modtages af tvende Andre og af dem edelig gjentages paa Thinget, B. R. 106. De maatte videre i Almindelighed være frie og myndige (M. 8. IV. 11, F. L. IV. 5, jfr. som Undtagelse for Børns Vedkommende
B. Chr. 21, og baade for Børns og Trælles F. L.
- ↑ Det kunde synes, som om dette blot gjælder civile Sager, da det staar inde i Kjøbebalken og „nævne Vidner“ bedst synes at passe paa forudvalgte Vidner; men den paafølgende Artikel (om Lagmændenes og Thingmændenes Forhold, Appellen) handler i Almindelighed baade om Misgjernings- og andre Sager, og hvad „nefna vitni“ angaar, saa bruges det, ialfald i den islandske Ret, om Vidner, man tager f. Ex. paa Tilføielse af Saar (Fritzners Ordbog p. 470).
