til de for Retten frembragte Bevisligheder, at Vidnesbyrd stadfæstes med Ed o. desl. Men i de fleste Stykker slutte de sig til det ene af to modsatte Bevissystemer. Det ene System gaar ud fra det Princip, at Dommen skal udtale Dommerens egen Overbevisning; det er derfor frit overladt ham at danne sig denne efter alle de fremkomne Bevisligheder; men for at hindre de Bevismidler, som den anser urene og farlige, fra at virke paa Dommerens Overbevisning, griber Loven ind paa Forhaand og forbyder deres Brug. Det andet System tillader alle Bevisligheder at komme frem, og dets Værn mod Feilgreb er derfor dette, at Dommerens Overbevisning ombyttes med Lovens; denne omtaler sin Vurderen af hver enkelt Bevislighed, og det er alene Dommerens Opgave at undersøge, hvilket Værd hver af de fremkomne Bevisligheder have i Loven, at sammenlægge de forskjellige Led og endelig afgjøre, om Summen er, hvad Loven kalder et fuldt Bevis[1]. Det ene Stenene begrændser altsaa Beviset i qualitativ, det andet i quantitativ Henseende. Det første, Overbevisningssystemet, søger en subjektiv Sandhed; det ei derfor almindelig brugt i en Criminalproces, der stiller Dommeren Ansigt til Ansigt med Bevislighederne, og forkaster alle saadanne, hvormed dette ikke lader sig gjøre (f. Ex. skriftligt nedtegnede Vidnesbyrd), – der af samme Grund ikke søger Garantien for Retfærdighed i Appellen, men i en med størst
mulig Omhu sammensat Domstol, hvor en folkelig
- ↑ Nec enim a judice exigitur, ut suam sententiam de crimine dicat, sed ut sententiam legislatoris applicet facto.
