vismiddel, der endnu er i sin første Udvikling og ikke kan anvendes uden udtrykkelig Hjemmel. Og vi have herfor ogsaa samtidigt Vidnesbyrd i Pavebreve, der vel ere stilede mod den danske Lovgivning, men sikkerlig passe ligesaagodt paa den norske[1]. Uagtet Adskilligt taler for, at det ikke engang var tilladt at føre Vidner udenfor de udtrykkeligt nævnte Tilfælde, er dog dette for tvivlsomt til at kunne antages. (Se ogsaa D. N. IV. 86). Det maa ogsaa erindres, at et Vidnebevis, selv om det i det givne Fald ei kunde fælde uden videre, dog maa have havt stor Indflydelse under Sigtedes Bestræbelse for at samle Mededsmænd, da det gjorde Edshjælpen meget betænkeligere. Denne Tanke ligger maaske ogsaa skjult i Frostathingslovens ovennævnte Tilladelse til i Nødsfald at bruge Jernbyrd mod Drabsvidner, idet den forudsætter, at Edshjælp her ei bliver at faa. Ialfald maatte Vidnebevis kunne erstatte et Heimskvidsvidne, jfr. B. Chr. 17.
De ældre Loves Mistillid til Vidnebeviset ser man, som antydet, klarest af de indskrænkede Betingelser for dets Førelse. Vidnerne maatte i Regelen være skirskotat ɔ: ved selve Gjerningen udtrykkelig
opfordrede til at være Vidne („jeg tager hertil Dig
- ↑ Pavebrev af 1219 til Lunds Erkebisp med Klage, „quod sacerdotes et clerici Daciæ legi regni, par quam negativa probatur, temere innitentes, a criminibus, quæ probari testibus fide dignis possunt legitime contra eos, reputantur insontes, si se super his purgare volent quoquo modo“. Et lignende af 1239 klager over, at fuldt Vidnebevis i en Arvesag er modbevist ved Ed. Se Kolderup-Rosenvinges Retshistorie p. 356.
