fjernt som meldt – hvad der vel først maatte bevises ved Vidner (D. N. III. 409) – kunde han fri sig ved almindelig Tylftered og, efter F. L., hvis denne faldt, ved Jernbyrd[1]. At dette Modbevis var tilladt netop ved Drab, kommer vel af den samme Forudsætning om, at de Tilstedeværende let kunde tage feil af den maaske fremmede Drabsmand, der ogsaa gaar gjennem Budene om Viglysning og Vidneførsel om Nattested o. desl.
At Vidner efter de ældre Love, udenfor de specielt opregnede Tilfælde, ei kunde hindre Sigtede i at søge Edshjælp, – ialfald hvor de ei paa Forhaand kunde tilkaldes, – maa sikkert antages. De Anvendelser af Vidnebeviset, som Lovene kjende, kunne nemlig ikke ved nogen Slutning fra disses casuistiske Affattelse bruges som Bevis for, at det altid var tilladt. At Gulathingsloven, som den mest antike, endnu kjender saare lidet til Vidner i Strafsager, – at Frostathingsloven, der er af senere Oprindelse, vistnok anvender dem langt mere, men kun i Tilfælde, hvor det kan henføres til særskilte Grunde, – at den selv her kun tillader dem under meget indskrænkede Betingelser og tillægger dem ringe Vægt i Strid med andre Bevismidler[2], – at den stundom udtrykker Ret til Vidneførsel som en særlig Gunst for Tilfældet (B. R. 46 og 96), – Alt dette tyder paa, at
vi i de ældre Loves Vidnebevis have for os et Be-
