Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/46

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

næst synes det underligt, at en saa vigtig Forandring er given saaledes i Forbigaaende, idet Artikelens egentlige Hensigt er at ophæve jafneðareiðr[1], og den slet ikke findes i Byloven. Paa den anden Side maa det dog mærkes, at Artikelens Hensigt i det Hele er at indskrænke Eden, – det er den samme, som indskjærper, at Mededsmændene ei maa gjentage Hovedmandens Ed, men kun sværge Godtroenhedsed – og i denne Forbindelse var det jo ganske naturligt at erklære Unødvendigheden af Negtelsesed, hvor lovlige Vidner havdes. Og at det ei er udtalt med mere Vægt, tør maaske forklares deraf, at Vidnebeviset allerede i Praxis kan have været udviklet saavidt, at man i Almindelighed først har kunnet gribe til det; Frostathingslov gav jo ogsaa Exemplet i mange vigtige Tilfælde. Herfor taler, at Artikelen ordret er taget af Hb. 49, og denne slutter sig i det Hele til Frostathingsloven. At Artikelen imidlertid er langt fra at paabyde Førelsen af Vidner overalt, hvor de kunde haves, ligger i dens egne Ord og synes tillige at fremgaa af Privilegier for de Tydske 1295 (Paus II. 185), hvor det hedder: „Bliver Nogen svære Sager tillagt, og vil Sagsøgeren

bevise det, da skal ingen bære Vidnesbyrd

    Kænslamál eller Kenslamál betyder ligefrem Sigtelses-, Bestyldningssager (kenna einum eitt bruges stadig om at sigte En for en Forbrydelse), og jeg har da oversat det med Misgjerningssager; oc har jeg opfattet som explicativt. Vitni eru eigi til betyder vel ikke „Vidner findes ikke“; men „Vidner ere ei brugte i Sagen“.

  1. En Ed, som den Skyldige svor, efter at have forligt sig med Sagsøgeren om, at han i lignende Tilfælde vilde nøie sig med samme Forlig af ham. Se B. R. 31. 32.