mændene dømmes til Lyritered. Se ogsaa B. R. 95 saml. med 92.
Langt mere indskrænket var Vidnebeviset, naar det gjaldt at henføre den forbryderste Handling til Sigtede mod dennes Negtelse.
Med mindst Betænkelighed kunde Loven indrømme Sigtede Ret til at føre Vidner for at opklare sine Handlinger; thi det var jo væsentlig for hans Skyld, Vidnebeviset havde saaliden Plads i den gamle Rettergang. Naar han foretog en tilsynladende retsstridig Handling, maatte han forstaa Nødvendigheden af at forklare dens sande Sammenhæng for Retten. Og da nu han ogsaa var den af Parterne, som lettest forudsaa dens Indtræden, havde han det mere i sin Magt at sørge for Vidners Nærværelse. Vi se derfor, at Loven giver Sigtede Anvisning paa Vidner, f. Ex. naar han binder Udaadsmand, for at bevise, at han ei anderledes kunde føre ham til Sysselmanden (M. L. IV. 19), naar han finder sine stjaalne Koster, men uden Tyven for at bevise, at han ei har gjort Forlig med denne og derved „dræbt Kongens Ret“ (M. L. IX. 7), ved Dødfødsel for at sikre sig Bevis, for at Barnet ei er blodigt eller har Mærke af Kvælning (Eids. Chr. 3), se videre B. Chr. 3, B. R. 5, G. L. 171, F. L. IV. 14. Sigtede tillades ogsaa ofte Vidnebevis, hvor dette angaar hans Modparts Handlinger, navnlig naar han paaberaaber sig en Fornærmelse fra dennes Side som Aarsag til sin egen Gjerning. Herpaa har man især Exempel i Drabssager, hvor det gjælder at bevise Nødværge (G. L. 137, B. R. 28) eller stærk Provocation
