ville tiltage, jo mere Loven paa Forhaand sørger for Bevisets Sikkerhed. Det criminelle Bevissystem maa derfor tage Bevislighederne i den store Forskjellighed, hvori Tilfældet skaber dem, og gaa ud fra almindelige Erfaringer om deres Værd som Midler til at finde en historisk Sandhed. – Der er vistnok mange civile Sager, der have det tilfælles med de criminelle, at Beviset ikke paa Forhaand kan sikres. Men der er Punkter af Vigtighed for Bevissystemet, hvori alle civile Sager ere forskjellige fra de criminelle. I de civile Sager kunne begge Parter rammes ligemeget af Feilgreb. Men i de criminelle kan den ene kun rammes derved, at den anden ingen Straf faar, medens det for denne oftest gjælder de „uafhændelige Retsgoder“. Det criminelle Bevissystem maa derfor fremfor Alt sikre mod Uskyldiges Domfældelse, og det er overhovedet en offentlig Interesse i at finde den høieste menneskelige Sandhed. Ligesom dette giver det hele System et større Præg af Omhyggelighed, leder det ofte til Forkastelsen af enkelte Bevismidler (f. Ex. Indicier, Ed) eller til en særegen Opfattelse af andre (f. Ex. egen Bekjendelse). Disse Forskjelligheder mellem de civile og criminelle Sagers Natur have ikke altid været lige meget tagne i Betragtning af Lovgivningen. Medens saaledes Nutiden lægger mest Vægt paa Gjenstandens Forskjellighed, var det gamle germaniske Bevissystem især gjennemtrængt af den Tanke, at man ved Forbrydelser aldrig forud kan sikre gode Bevismidler.
Ved at ordne Criminalprocessens Bevismaade følges saagodtsom i alle Lovgivninger nogle fælles Regler, s. Ex. at Dommeren kun skal tage Hensyn
