Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hørt dette Hjemmerygte før. Det betragtedes som et tilstrækkeligt Rygte, naar det var udbredt i 3 Gaarde, hvorved maa erindres, at der vel almindelig var flere Opsiddere paa hver Gaard (F. L. II. 29, B. R. 61, J. Chr. 29, jfr. M. L. IV. 23, Variant (1); N. G. L. II. 69); efter et gammelt Retssprog maatte Heimskvidsvidner være forstandige Mænd.

Andre af de ældre Love fordre Bevis for Bygderygte (heraðsfleytt, bygðfleytt), nemlig Eidsivia- og Borgarthings (Vikens) Christenret, samt Gulathingoloven, den sidste dog kun i Art 32. Ifølge J. Chr. 41 er det nok, hvis 3 Bønder vidne, at Bygderygtet mistænker Sigtede. Men efter B. Chr. 17, er Fremgangsmaaden følgende. Naar Biskopens Aarmand har hørt om en Misgjerning, hvorved der er Bod til hans Herre, skal han opstaa paa Tinget og sige: „Jeg har hørt det, at den Mand har gjort en Misgjerning i Herredet, hvorefter der er Bod til Biskopen“, og derpaa skal han nævne Manden og Sagen og saa fortsætte: „nu vil jeg vide det, om I have hørt den Sag før“. Hvis en Fjerdedel af Herredsmændene har hørt det før, hedder det lovligt Herredsrygte, og da kan Aarmanden lægge Sag til, og den Sigtede maa værge sig med Ed.

Hvis Sagsøgeren ikke havde Heimskvidsvidne, blev han straffet med en Bod af 4 Mark eller endog med Fredløshed (B. R. 34. 35, Hákonarbók 37). Men om Manglen deraf fritog Sigtede fra at rense sig ved Ed, er tvivlsomt. I J. Chr. 17 er det udtrykkeligt sagt, at Sagen i Mangel af lovligt Herredsrygte skulde falde. Men om Heimskvidsvidne selv en dette intetsteds sagt. Den Vending, som