tidens Retspleie; ved de farligste eller mest forhadte Forbrydelser nøier man sig med et Bevis for Skyld, som i andre Tilfælde ansees utilstrækkeligt; Hadet mod Forbrydelsen gaar ud over den enkelte Sigtede, der gjerne kan være uskyldig.
Men Institutionens store Svaghed var, at den saa let kunde misbruges. Vi have ingen Grund til at tro, at Edeles Hellighed ikke stod høit hos de gamle Nordmænd, og det er vistnok en Undtagelse, naar der i samtidige Skrifter klages over hyppig Mened under Borgerkrigene. Desuagtet vilde det være formeget at vente hos Medsværgerne en saa stor Samvittighedsfuldhed, som er nødvendig, hvor Eden væsentlig er en Godtroenheds. Kirken indsaa den store Fare ved den Slags Eder og var dem derfor ugunstig, og man skulde tro, at ogsaa Lovgivningen fandt deres Misbrug nærliggende, da den satte saa liden Straf derfor (G. L. 28, F. L. II. 46, M. L. IX. 16). Det er ofte vanskeligt at gjøre sig Rede for sin egen Tro, og der skal en høi Grad af Vished til at hindre en Paastand om ikke at vide Noget. Edens Indhold var derfor lidet bindende for dem, der gjerne vilde hjælpe Sigtede. Og her maa det mærkes, at Edshjælperne netop skulde tages inden Bygden, ja ofte inden Naboskabet, hvor den personlige Afhængighed er størst, og hvor der er et naturligt Sammenhold mod Fremmedes Angreb. Misbruget bestod imidlertid ikke blot i, at den Skyldige let kunde faa Edshjælp. Den uskyldige kunde af de samme Aarsager ofte blive hjælpeløs. Sigtede var maaske den Fremmede, og Sagsøgeren den, som havde alle Forbindelserne paa sin Side. Eller – Sagsøgeren kunde være en mægtig Mand, hvem Ingen
