ger mest kyndige, og at alle Medsværgeres Eder skulle indeholde, „at de intet Sandere vide om den Sag“. Og der erfor nævnt Tilfælde, hvori en virkelig Vishedsed krævedes. En nogenlunde begrundet Mening om Sagens virkelige Sammenhæng kunde det heller ikke være saa vanskeligt at danne sig for dem, der opfordredes til Edshjælp. Eden fylde først aflægges en vis Tid efter Forhandlingerne paa Thinget, og i Mellemtiden vare disse nøie nok drøftede; Sigtedes Opførsel i Retten har maaske været underlig – der er af Sagsøgeren bleven oplyst mistænkelige Omstændigheder – Vidner have været tilstede, og om end deres Prov ikke formaa at fælde, kunne de dog gjøre Edshjælp vanskelig – underhaanden kjender man maaske ogsaa Noget til Sammenhængen, hvad der maatte være lettere inden hin snævre Kreds, hvor Enhver nøie kjendte den Andens Foretagender; – kort der kan tænkes mangfoldige Omstændigheder af denne Art, som ved Spørgsmaalet, om man skulde sværge med Sigtede, maatte øve en berettiget Indflydelse. Det maa derfor indrømmes, at hvis Anvendelsen svarede til Ideen, frembød Mededsinstitutionen et ingenlunde ganske forkasteligt Bevismiddel. Der var en høi Grad af Sandsynlighed for den Mands Uskyld, der beedigede denne med 11 Andre, eller for den Mands Skyld, som ei har kunnet opdrive 2 Mænd til at sværge med sig. Derimod er der langt mindre Sandsynlighed for dens Skyld, der kun faar samlet 10 Medsværgere ved et Ubotemaal, eller dens Uskyld som tilveiebringer en Lyritered mod en Tyvssigtelse. Vi gjenfinde nemlig her den samme Egenhed i Bevissystemet, som heller ikke saa sjelden forekommer i Nu-
