Neppe har nogen Lovgivning ganske overladt Dommeren at udfinde et omtvistet factisk Forholds sande Sammenhæng. Den menneskelige Ufuldkommenhed, der har forstyrret de Kilder, hvoraf Dommeren lettest øser sin Viden, og fremkaldt Fare for en vilkaarlig eller lidet skjønsom Brug af dem, har nødvendiggjort et Bevissystem, der fastsætter, ved hvilke Midler Dommeren maa erhverve sin Kundskab om Factum (Bevismidler), ved hvilke Garantier disse kunne gjøres mere paalidelige og tildels, hvorledes de bør bedømmes.
Lovgivningen om Beviset ledes af forskjellige Hensyn i den civile og den criminelle Proces. Ved Retshandlers Afslutning kunne begge Parter være lige forberedte paa at have Bevis tilstede: Ved criminelle Handlinger er det ialfald kun den ene Part, som er forberedt paa, at Handlingen vil komme, og det netop den, hvis første Interesse det er, at intet Bevis findes. Mangfoldige civile Retstrætter have sin Grund i Uenighed om, hvorledes det er gaaet til ved Retsforholdets Stiftelse. Civilprocessens Bevissystem maa derfor for en stor Del have til Øiemed at forebygge Tvist ved at fordre visse Bevisligheders Tilstedeværen ved Retsforholdets Stiftelse. De criminelle Sager skylde derimod saa langtfra Bevisets Usikkerhed sin Oprindelse, at Forbrydelserne
