som det fortælles i M. L. IV. 26, nøiede sig med ordret at gjentage Hovedsværgernes Ord[1]. Da „det synes os farligt for Gud, at Mændene skulle sværge efter hans Ed, endskjønt de ikke vide, om de sværge sandt eller usandt“, fører Magnus Lagabøter i det nævnte Lovbud Eden tilbage til sit rette Brug, saaledes at de kun „skulle sande Sigtedes Ed med det Tillæg, at de ikke vide sandere for Gud om den Sag i sin Forstand“ (jfr. M. L. IX. 13). Og efter de oven citerede Edsformularer er deres Ed saalydende „– – – – at den Ed, som N. just nu svor (eiðr sá sem N. sór nu at sinni ok sá, er þà sverr hann), er sand og retsvoren efter din Tanke (at þinni hyggju), og ikke ved Du Andet sandere for Gud om denne Sag, end han svor; dette Vidne bærer Du ikke for nogensomhelst Fordels Skyld, men til Sandhed og denne Sags Afgjørelse (til sættar her um)“. Medsværgernes Ed var altsaa en Godtroenheds- og Uvidenhedsed, hvad der især traadte klart frem, hvor deres Gjenstand var Hovedsværgerens gode Tro (f. Ex. M. L. III. 5). Kun i enkelte Tilfælde fordres en Vishedsed. Efter F. L. IV. 5 og M. L. IV. 10 skal Bevis for alibi tilveiebringes ved 12 Mænd, som have været sammen med Sigtede paa Thing, ved Kirke eller desl., og efter G. L. 28 skal en Kone, der sigtes for Galder, ved 6 opnævnte gode Kvinder lade bære Vidne om, at hun ei er troldsk, jfr. B. Chr. 16; ogsaa Tallet tyder paa noget fra de almindelige Mededsmænd Forskjelligt – en Blanding af Vidner og
Medsværgere.
- ↑ Maurer i Kritische Ueberschau V. 202, Munch II. 2. 1005, IV. 524.
