des i G. L. 132–5, F. L. XV. 1–4, 7–14, men fornemmelig, for hele Classer af Forbrydelser, i M. L. IX. 13–15. Ifølge de sidste skulde Tylftered anvendes ved alle ubotamál eller Forbrydelser, som medførte ubetinget Fredløshed og Confiscation (saasom Landsforræderi, Mord, kvalificeret Drab, Mordbrand og alt andet „Niddingsværk“, samt efter den nyere Lovgivning ogsaa enkelte svære Lemlæstelser, Myntfalsk, Kvinderan, Voldtægt). Sættereden – ogsaa kaldet Halvrettesed, B. Chr. I. 17 og II. 13 – brugtes efter M. L. IX. 14 ved alle Sager, der gjaldt 8 Ørtuger 13 Mark eller den almindelige Straf for Brevbrud ɔ: Overtrædelse af kongelige Befalinger, hvorfor ikke anden Straf udtrykkelig var sat; desuden brugtes den ved mange utlegdamál eller Forbrydelser med simpel Fredløshed til Følge, hvorfra man kunde løskjøbe sig ved Bøder. Der gives forresten ingen almindelig Regel om, hvilken Ed der er nødvendig ved Utlegdamàl ligesaalidt som ved Forbrydelser, der ere truede med Livs- og Legemsstraffe.
Lyritereden[1] anvendtes i meget forskjellige
- ↑ Dette Ords Betydning er dunkel. Man har tidligere gjættet paa, at det kunde komme af hlýr, der egentlig betyder en Kjæve, men overhovedet bruges om Ting, hvoraf der er et Par f. E. en Kind, en Bov. Men efter Fritzners Ordbog p. 421 skal lyritt, eller lyritr der ogsaa skrives lirift, være en Sammentrækning af lygiript ɔ: Løgnens Sønderrivelse. I M. L. VI. 3 bruges lyrittar om de smaa Stene, der sættes ved Siden af selve Grændsestenen, og der er unegtelig en poetisk Tankeforbindelse mellem Lyritereden og Markstenen, der dannes af en stor Sten i Midten og to mindre, en paa hver Side, der endnu den Dag i Dag kaldes Vidner (Udsklov. 1857 § 18 g).
