Det herskende Bevismiddel var altsaa Mededsinstitutionen.
I den ældre Lovgivning er
den noget indskrænket af Ordalierne og for en ganske
liden Del af Vidner, i den nyere alene af disse og
det i større Grad; men da dens Stilling og Egenskaber
i begge er væsentlig den samme, skildres den
her under Et.
Naar en Mand sigtedes for en Forbrydelse, blev han først af den Fornærmede opfordret til at vedgaa den og frivillig efterkomme den deraf følgende Forpligtelse – almindeligvis at udrede en Bod eller fare bort fredløs. Blev Opfordringen fulgt, behøvedes vistnok kun Dom, hvor Straffen var corporlig eller den strengere Grad af Fredløshed, som ogsaa indbefattede Confiscation. Fragik derimod Sigtede Forbrydelsen, og den Fornærmede ei valgte Selvhevn – hvad der dog i den nyere Lovgivning var
strengt forbudt – maatte han stevne til Things.
frem, var han Morderen. Folketroen har i mange Lande bevaret dette som en paalidelig Prøve paa Uskyldigheden. Sølvesen jus criminale p. 490 fortæller et Exempel herpaa fra Island i forrige Aarhundrede. Og en i Retst. 1845 p. 78 refereret Sag fra fra Jæderen og Dalerne viser endnu Spor deraf i vort Fædreland; den Dræbtes Fader, opfordrede nemlig alle Tilstedeværende til at berøre Ligets blottede Bryst med den flade Haand for at bevidne sin Uskyldighed, og da Raden kom til den Mistænkte, berørte han det kun med Fingrene og skjød Trøien mellem dem og Liget, en Adfærd, der brugtes som Indicium imod ham. Jfr. Lasson Strafferetspleiens Historie p. 54. – Ifølge Bonnier traité des preuves blev en Prøve med koldt Vand foretaget af Pøbelen mod en for Trolddom Mistænkt, i Flandern 1816 og i Østpreussen endnu 1835.
