Tiden moden til at udrydde den Slags Bevismidler, og den havde nu andre Veie til at vinde Indflydelse paa Retspleien. Allerede 1172 skriver Pave Alexander III. til Erkebispen i Upsala: „Dommen for kogende Vand eller ved gloende Jern eller ved Tvekamp tillader den katholske Kirke ikke imod Nogen, endsige imod en Biskop“. Og det er sandsynligt, at dette Brev har været fulgt af et lignende til Erkebispen i Nidaros[1]. Det fjerde lateranske Concilium (1215) forbød Præster at hjælpe til ved Ordalier. Men først efterat Gudsdommene endnu engang vare stadfæstede – i Haakon Haakonssøns Christenret af 1244 (F. L. II. og III.) – bleve de i Norge aldeles afskaffede 1247 ved Cardinal Vilhelm af Sabinas Indflydelse: „Det sømmede sig ikke“, sagde den pavelige Legat, „for christne Mænd at friste Gud til at give Vidnesbyrd om menneskelige
Anliggender“[2].
- ↑ Munch III. 252 jfr. 250. Brevet citerer et Pavebud fra 9de Aarhundrede om, at Kirken allerede da var imod Gudsdomme. Det synes imidlertid, som om hint Forbud kun kan have gjeldt Tortur ved glødende Jern og Vand: „ferri candentis vel aquæ ferventis examinatione confessionem extorqueri a quolibet, sacri non censent canones“. Maaske har Kirken fundet det at være en Nedværdigelse af Gudsdommene, om de samme Redskaber brugtes ved dem og ved Torturen. Muligens kan hint Forbud forklare G. L. 262, som forbyder at pine Trælle til Bekjendelse ved Ild eller Vand eller Jern.
- ↑ Munch IV. 34. Forordningen findes ikke. I andre Lande vedvarede nogle Ordalier meget længere; saaledes holdt den saakaldte almene sig i Frankrig til det 16de Aarhundrede. Den bestod i, at den Dræbtes Lig skulde berøres af den Mistænkte, og hvid da Blodsdraaber kom
