til de allerede af Praxis opstillede Fordringer. Bevisbyrden bestod altsaa fremdeles kun i Pligten at bevise saameget, at man kunde forlange Ed af Sigtede. Saalænge Ed anvendtes i criminelle Sager, sporer man den gamle germaniske Tanke, at enten Skyld eller Uskyld skulde udgaa som Bevisets Resultat. Den moderne Opfattelse af Bevisbyrden udviklede sig først i Løbet af forrige Aarhundrede sammen med Edsinstitutionens Forsvinden i Strafferetspleien, og det var den, som gjorde Indiciebeviset nødvendigt. Dette kunde visselig ligesaalidt fremkalde mere end „vis Formodning“ efter Christian den femtes Lov, som efter den Retspraxis, hvortil denne ganske slutter sig. Vistnok kan her indvendes, at Lovbogen nærmest slutter sig, ikke til norsk, men til dansk Praxis, og i denne dømte Nevninger alene efter sin Overbevisning, altsaa med fuld Benyttelse af Indiciebeviset. Men da Lovbogen ikke optager Nevningsinstitutionen, tør det antages, at dens Bevissystem slutter sig til dansk Praxis i de Sager, hvor Nevninger ikke brugtes, og denne var, saavidt vides, i Principet lig den norske[1]. I at forkaste Indiciebeviset angaaende selve Skyldspørgsmaalet havde ogsaa Lovbogen saagodtsom hele den samtidige europæiske Lovgivning paa sin Side, navnlig Carolina, som i Straffematerien har øvet adskillig Indflydelse paa den. – De legale Indicier ere i Lovbogen omtrent de samme som i de ældre danske og norske Love, og især finder man det extraordinaire Tyvsbevis udviklet efter jydske Lov. Som oftest ere disse Indicier
ikke i Stand til at fremkalde mere end Edspligt,
- ↑ Se for den modsatte Mening Nellemann l. c. 539.
