ogsaa udenfor Trolddomssager brugtes mod Anklagede, der endnu ei vare dømte, sees af Absalon Pedersøns Capitelsbog for 1565 (N. Mag. I. 281), hvor det hedder om en Bonde, der var anklaget for Mord paa sin Hustru: „de pinte honom, til han skulde tilstaa det, indtil den ene Led af hans Tommelfinger gik af; dog tilstod han stundom og stundom nægtede han – han vard aflivet derfore“. Denne ulovlige Brug af Torturen skete visselig ikke efter nogen Dommerkjendelse, men af den anklagende Embedsmands Vilkaarlighed. – Paa den anden Side begyndte man allerede at blive opmærksom paa Nødvendigheden af at prøve Bekjendelsens indre Sandhed; Budet til Dommeren om i Skilsmissesager at undersøge, om Ægtefolkene lyve sig selv paa, skriver sig fra Fredrik II’s Ægteskabsordning 1582.
Bevis ved Syn blev nu mere regelmæssig anvendt. Snart var det Retten selv, som anstillede Undersøgelsen (f. Ex. ved Saar, Barnelig, H.dom 7de Juni 1597), snart skete det ved særskilt af Fogden opnævnte Personer, hvortil da rummeligt toges Sagkyndige f. Ex. Jordemødre for at se, hvorvidt Frugtsommelighed har fundet Sted (H.dom 14de Juli 1604). Ialfald i Byerne synes det i Tilfælde af pludselig Død at have været Sædvane, at Fogden har undersøgt Liget med nogle opnævnte Mænd (H.dom 1661, O. H. D. 13de Febr. 1671, og 15de Aug. 1585, hvor det er 3 Lagrettesmænd, som efter Lensmandens Befaling syne et opskyllet Lig). Store Reces 2–5–2 gav det samme Bud som N. L. 6–6–9, at ethvert dødt Barn, der var født udenfor Egteskab af letfærdige Kvindfolk, skulde synes af Synsmænd, opkrævede af Øvrigheden.
