over Syden. Om de i Norge end ikke som andetsteds kunne tælles i Tusinder, saa kunne de fuldtvel tælles i Hundreder, og disse Hundreder af Henrettelser ere næsten ligesaamange Justitsmord. Thi Hexeprocesserne afgive det bedste Exempel, paa hvor sørgeligt smaa Fordringer man gjør til Beviset, naar det gjælder en i Folkemeningen særlig forhadt Forbrydelse. Lysten til at opdage Troldmænd og Troldkvinder gav alskens Bevisligheder Vægt og lod Nægtelse kun være et yderligere Bevis paa Sigtedes Forbund med Djævelen (Evensen l. c. 53). Anklager ved Børn eller latterlige Rygter, ja endog ved Spøgelser[1] – Bekjendelser, aflokkede gamle Koners sygelige Phantasi eller kraftige Mænds Smerteskrig paa Pinebænken – Medtiltaltes paa samme Maade tilveiebragte Angivelser – dette var oftest Dødsdommenes hele Grundlag. Herredagene misbilligede dette Uvæsen (Dom 10de Juni 1597), og den hyppigere Appel, navnlig fra Overhofrettens Tid, bidrog sammen med Folkemeningens Forbedring til dets Afskaffelse; men Appellen kom dog ofte forsent til at redde Livet, og den var overhovedet i criminelle Sager paa Grund af sin Kostbarhed altfor sjelden; nødvendig Appel blev ingenlunde gjennemført efter den store Reces (2–3–15, 2–6–2, 14[2]).
At Tortur, ialfald i det 16de Aarhundrede,
- ↑ Jfr. Reskr. 31te Marts 1688.
- ↑ Om Hexeprocesser i Norge se Nyerup i Skand. Litt. Selsk. Skr. XIX. 372 ff., Nicolaysen i Norske Samlinger I. 525. Endnu 1670 brændtes 6 Troldkvinder i Christiansand efter nogle latterlige Bekjendelser af nogle af dem, om at de havde redet til „Blaahaug“ paa et Kosteskaft; 1684 brændtes en i Bergen.
