Tortur var, som del hedder i Fogdens Indstilling i den just citerede Sag (l. c. 54) at opnaa „videre Bekjendelse om andre deres Gjerningers Bedrift, saavelsom flere i samme Rum vel opøvede at aabenbare, i Henseende deslige haarde Executioner endog have bragt mange lige forstokkede og ret Satans forhærdede Synderes Hjerte til en sand christelig aabenbar Anger og Bekjendelse“. Den lutherske Kirke ansaa naturligvis, ligesaavelsom den katholske, Bekjendelse nødvendig for Forbryderens Omvendelse; men den var desværre i den første Tid næsten ligesaalidet nøieseende med de Midler, hvorved den fremkaldtes. Den nøiede sig ikke med Kirkebøn for Forbryderens Bekjendelse (Evensens Saml. l. c. 56), men billigede Tortur, i fremmede Lande ei blot mod overbeviste, men ogsaa mod mistænkte Forbrydere. Og den lutherske Statskirke havde langt lettere for at øve Indflydelse paa Staternes Lovgivning end den katholske Kirke, der maatte kjæmpe sig frem med sin Paavirken.
Man maa derfor ikke undre sig over, at Torturen netop efter Reformationen skjød Fart i Norge, og at den i Praxis meget længe ikke lod sig indskrænke af Lovbudet. Og end naturligere bliver det, at vi især finde den anvende ved en, Kirke og Folkemening saa lige forhadt, Forbrydelse som Trolddom. Det 16de og 17de Aarhundrede ere Hexeprocessernes Aarhundreder; Hexebaalene kastede sit skrækkelige
Lys over Norden samtidig med Kjætterbaalene
hun, som i Trolddomskunster mere fuldkommen, dømmedes levende til Baal og Brand, og han ligesaa, dog tilforne med høi Øvrigheds Tilladelse og Samtykke at halshugges.“
