Bevis ofte dermed, at der „hverken findes Vidner eller Bekjendelse“. Og især blev det nu oftere lagt an paa at fremkalde Bekjendelse under Sagen. Til de store Forbrydelser, der tidligere var offentlig Paatale undergivne, føiede Lovgivningen efter Reformationen forskjellige andre, navnlig mange Løsagtighedsforbrydelser, og flere, der forhen havde staaet under geistlig Ret, paataltes nu for de verdslige Domstole f. Ex. Trolddom. Naar man nu erindrer Øvrighedens langt større Myndighed, vil man let forstaa, at Anklagede endnu meget oftere end forhen stod som en underordnet Part ligeoverfor Anklageren, og at Behandlingen var derefter. Saaledes underkastedes Anklagede stedse hyppigere „flittig Examen og Forhør“, og vi finde allerede i Retsprotolollerne den Ytring, som vi saa vel gjenkjende fra en nyere Tid, at „Angjældende flittig og alvorlig formanedes til Sandheds Bekjendelse“. (Evensens Samlinger I. 4. 47, 50, 56). I Almindelighed skete Afhørelsen ved den anklagende Øvrighedsperson, og isaafald ansaaes den vistnok allerede tidlig een vis Udstrækning for lovlig; se saaledes en Herredagssag 18de Aug. 1578 (den endse med Forlig), hvor en Lehnsherre holdt en for Mord mistænkt Mand længe fængslet for at faa ham op til Helgeland og der confronteret („havt til Ords sammen“) med den virkelige Morder. Men mod Periodens Slutning begynde allerede Dommerne selv at forhøre Angjældende (Evensens Saml. I. 4. 42, 56). I en Herredagsdom af 1631 klages derover som en Ulovlighed af Sorenskriveren; men at det til en vis Grad ansaaes lovligt, fremgaar af, at Overhofretten i Dom af 14de Febr. 1682 udsatte en Sag, mellem en Pige
