Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/141

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

vene, men dømte med Hensyn til Lagmanden, at da han havde taget dem paa Lehnsherrens Befaling, havde han ei gjort uret; „dog herefter skal han ikke tage sligt Vidnesbyrd over Nogen den Stund, han er Lagmand“. Om end saadan Fremgangsmaade ansaaes ulovlig, er dog dens blotte Forekomst et af de ikke faa Tegn til, at den gamle rene Anklageproces er i sin Opløsning. – Vidnesbyrdene maatte fremkomme allerede ved Underretten (O. H. D. 30te Marts 1382); stundom hjemviste Overhofretten Sagen efter Anklagedes Forlangende til nye Vidnesbyrds Optagelse (10de Sept. 1680). Thingsvidner vare Gjenstand for særskilt Paaanke (H.dom 5te Aug 1585,. Oslo Lagth.dom 1ste Marts 1610), – ja, selv Vidnesbyrd, tagne ved tydske Retter, der stundom brugtes ved vore Domstole, ere blevne indstevnte for disse til Underkjendelse (f. Ex. fordi Vidnerne vare „udædiske“, se H.dom 5te Aug. 1585; 17de Aug. 1599); – Vidnerne svore endnu mod Slutningen af 16de Aarhundrede ved at lægge Haand paa Bog (Bogered). Ved dette Tidspunkt maa ellers Eden „med oprakte Fingre“ være indført. Ligefra 1520 (D. N. II. 783) og ind i det 17de Aarhundrede omtales oftere en „Helgands“- eller „Helgens Ed“ (Helligaands?), – et Navn, der var optagen fra den danske Rettergang.

Det nyere Bevismiddel, der naar størst Udvikling i Perioden, er egen Bekjendelse. Dennes Tilværelse forebyggede nu aldrig Rettergang; Christian IV’s Norske Lov har i Landslovens: „Efter Bevisligheder og Vidner skal enhver Sag dømmes“, ombyttet „Bevisligheder“ med „egen Bekjendelse“ (I. 4), og i Tidens Domme beskrives Mangel paa