Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/140

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

get føles; men det er klart, at den var stor paa en Tid, da Vidnebeviset allerede var næsten ligesaa udbredt som i Nutiden og der ved Procedurens moderne Ordning var givet fuld Adgang til Vidneprovenes Discussion. Hvilken Mening man end kan have om Skriftlighedens Mangler i Almindelighed, saa maa man være enig om, at den i hin Tid var en Nødvendighed. Den er en sikker Følge af Appelsystemet, og det maa igjen indrømmes, at dette trængtes som Garanti for Retfærdigheden; thi Folkets Uduelighed til Dommerhvervet og den store Mangel paa skikkede Underdommere gjorde det umuligt at skabe Domstole, hvem det kunde overlades at afgjøre Sagens faktiske Del med endelig Virkning.

Ved Periodens Slutning vare Retsprotokoller blevne almindelige og dermed forsvandt vel hin Skik at optage særskilte Provsbreve[1].

Naar Vidneførselen foregik i Retten, et der Spor til, at Dommeren begyndte selv at afhøre Vidnerne. Af H.dom 23de Juli 1578 ser man endog, at en Lagmand paa Lensherrens Besaling havde optaget Vidnesbyrd mod en Kone, der mistænktes for Hor. Denne Handling paaankedes som ulovlig, fordi „han, som er Dommer, derudi havde gjort sig til

en Sagsøger“. Herredagen underkjendte Vidnepro-

  1. De ældste Retsprotokoller udenfor Herredagenes ere Bergens Lagthingsprotokol 1592–94 (Norske Samlinger I. 221, 321), Fredrikstads do. 1607–15, Oslo do. 1609–10, de sidste i Rigsarchivet. Først fra Christian den V’s Tid haves en nogenlunde fuldstændig Samling af Underretsprotokoller, Norsk Tidsskr. V. 124. Man ved forresten, at der allerede i 16de Aarhundrede vare – i Byerne – flere Retsprotokoller, som nu ei kjendes.