opmærksom paa de store Misbrug, hvortil Sædvanen ledede, navnlig paa en Tid, da Lagrettesmændene vare saa skjødesløse med at forvare sine Segl, og der var nok af dem, som benyttede sig heraf til falske „Provsbreves“ Istandbringelse. Forskjellige Lovbud indskjærpede derfor, at ingen Lagmænd eller Lagrettesmænd maatte dømme efter Bevisligheder, som ei vare tagne til Thinge for Lagmænd eller Lagrettesmænd, og hvortil Vedkommende ei var lovlig stevnt[1]. Disse Lovbuds Magtesløshed viser sig imidlertid i deres hyppige Gjentagelse. Recessen af 1568 tillod endnu „at tage Vidnesbyrd ved rette Sognekirke, naar Kongens Foged eller andre gode Mænd ere der hos,“ – „Kirlestevner“ havde i det Hele da en større juridisk Betydning end senere. Vi træsfe derfor ofte paa „Kirkevidner“, tagne for 12 Lagrettesmænd paa „en frie Kirkegaard“, – de nævnes endog saa sent som 1684[2]. Ved Siden af denne Skriftlighed finde vi dog endnu i H.dom 4 August 1585 Borgermester og Raad mundtligt vidne om, hvad Vidner have svoret for dem.
I det syttende Aarhundrede trængte Skriftligheden næsten fuldstændig igjennem, dels ved Efterligning af fremmede Retssædvaner, dels som Følge af Appellens fuldkomne Ordning og faste Dommeres Ansættelse. Da Forandringen var foregaaet gradvis,
kunde dens Indflydelse paa Bevissystemet ikke saame-
