nesbyrd om, hvad de havde seet og hørt paa Thinge, og havde større Kraft end noget andet Bevis. Naar der nu førtes Vidner for Thingmændene, skulde Navnet og Beviskraften kun tilfalde deres Beretning om, hvad de havde hørt af Vidnerne, og vi have ogsaa her Oprindelsen til Retsprotokollernes Authentie. Men man gik videre, og ved en Begrebsforvirring tillagdes Navnet „Thingsvidne“ med dets Uafbevislighed selve Vidneprovene og deres Indhold[1]. Her have vi Forklaringen af N. L. 1–13–29 og det nyere Brug af Ordet „Thingsvidne“.
Uagtet, som før forklaret, de skriftlige Vidneprov, optagne for Lagrettesmændene, synes tillagt større Vægt end de mundtlige Vidnesbyrd for Retten, kan det ikke sees, at den danske Opfattelse heri har nogen Del; selve Ordet „Thingsvidne“ kjendes ikke engang før Periodens Slutning. Den hyppige Appel maatte gjøre Vidneprovenes Nedtegnelse saameget nødvendigere, skjønt vi saa sent som 1610 se Vidnerne personlig møde for Lagthinget, og da Retsprotokollationen endnu kun var i sin første Spire, kunde man ikke stole paa, at Retten sørgede derfor. Nu da Folket vist allerede længe var ophørt at søge Thingene i nogen Mængde, maatte det være Vidnerne bekvemmest, at Parterne tog deres Prov leilighedsvis i deres Hjem, og Vidneføreren selv har vist fundet sin Fordel i at faa Vidnesbyrdene uden Paavirkning af Modparten. Den sidste Grund tør have været den mest afgjørende, og navnlig se vi Lehnsherrerne skaffe sig Vidneprov paa denne frie Maade.
Lovgivningen maatte imidlertid herved ogsaa blive
- ↑ Gamle Danske Domme (før 1579) III. 320.
