L. I. 4, G. L. 59[1]). Men i de fleste Sager gjenfinde vi Vitterlighed, som Grundlag for Dom, alene i det Bygderygte, som Sagsøgeren maa bevise for at hjemle sin Sigtelse.
Som i Bevismidler finde vi i de ældste norske Love: Gudsdomme i deres Hensvinden, Meded i dens fulde Kraft, og Vidnebeviset, om end ikke i dets første Udvikling, saa dog endnu sjeldent i Misgjerningsager.
Tvekampen findes ei længere i Lovene; men Sagaerne vidne om, at den har været i fuld Gang til Hedendommens Slutning. Og at den var et Bevismiddel, eller vel snarere en Retsafgjørelse, lære vi af Egils Saga, Cap. 68: „Egil fremsatte sin Pengefordring; Atle derimod bød sig til lovligt Forsvar ved en Tolvmandsed, at han ikke havde modtaget Noget af Egils Gods til Forvaltning. Men da Atle ned sine Edshjælpere gik til Retten, traadte Egil ham imøde og sagde, at han ikke vilde modtage hans Ed for sine Penge; ’jeg vil byde dig en anden Lov, at vi nemlig strax her paa Thinget gaa til Tvekamp og den skal have Godset, som vinder Seieren“. „Men det var virkelig, som Egil sagde“, tilføier Sagaen, „Lov og gammel Sedvane, at Enhver var berettiget til at fordre den Anden til Tvekamp,
enten det saa var Klageren eller den Indkla-
- ↑ Paa sidste Sted staar „at oldrhusi“ (Gildehus). Til Forstaaelsen af „at samkundum“ kan mærkes M. L. I. 4 „at samkundum eða kirkium“, F. L. IV. 5. „á þingí eða at kirkju eða at samkundu“. M. L. IV. 10 „at kirkju eða á þingi at samkundum eða á skipum“.
