Bevisbyrden skulde altsaa paaligge Sagsøgeren,
men hvorledes forene dette med alle Lovens enkelte
Straffebud og deres Bevissystem? Denne fuldkomne
Selvmodsigelse er visselig bleven løst overensstemmende
med den nys indkomne Praxis til Fordel
for det nye System. Men for at anvende dette i
dets Strenghed skulde man endog straffe Sagsøgeren,
om han ei skaffede fuldt Bevis. Denne Fortolkning
af Bevisbyrde har man naturligvis ikke
fulgt; men man har vistnok ikke heller fundet den
tilfredsstillet ved selv det ringeste Bevis. Allerede
før Loven frifandtes Sigtede, mod hvem der dog var
fremkommen nogen Mistanke. Herredagsdom af 9de
Juli 1604 viser dette.
En Mand tiltaltes nemlig for Forsværgelse og Ulyd paa Lagthinget; der fremlagdes to Vidnesedler, hver udstedt af en Person, samt en udstedt af 8 Mænd, hvilke dels gik ud paa, at han under et Kongebrevs Thinglæsning sagde „Gud straffe“, uden at Nogen vidste, om Kongen eller nogen Anden havde været ment, dels paa, at Intet var hørt. Da Manden
„benegtede høilig ved sin Helgensed“, at han intet
omtalt som ogsaa herskende i Norge, at en Injurieret skulde fralægge sig en udenretlig Beskyldning ved Meded. Derpaa tilføier Artikelen: „Sigter og den ene den anden for nogen uærlig Sag til Thinge, for Dom, eller udi nogen anden Forsamling og det ikke kan bevises hannem over, da deles den, det sagt haver, derfor som en Løgner“. Det sees imidlertid, at Chr. IV’s N. L. anvender meningsløst Sætningen: „thi for Mommesag bør Ingen at findes til Lov“. Mommesag vil sige „Sag, hvorom der mumles, løse Sigtelser eller Beskyldninger“, Rosenvinges Samling af Danske Love IV. 531.