Sag for en Andens Hæder eller Fordel (à annars soemdum eða fjárlutum), medmindre Heimskvid følger“, – har Chr. IV’s N. L. III. 19 udbragt følgende almindelige Regel om Sagsøgerens Bevisbyrde: „Kongens Ombudsmand skal ikke give nogen Sag paa Ære eller Gods, uden han haver der skjellige Vidner til“[1]. M. L. IV. 23: „Ingen skal sige om en Anden, at han har taget mod Noget til sin Skam (þegit sköm at sér) hverken Sysselmand eller nogen Anden, undtagen han har 10 Mand med sig til Thinge – – – – – (Heimskvidens Beskrivelse følger her) eller bøde 4 Mark“ etc. – er derimod ombyttet med følgende i N. L. III. 21: „Ingen skal anden uærlig Sag, tillægge, uden han lovligen kan bevises, at han er skyldig i slig Gjerning. Hvem som sigter og ei kan skjelligen overbevise, bøde 4 Mark til Kongen. Thi for Mummesag bør Ingen at findes til Lov“
Ligesom den sidste Sætning er rent dansk, saaledes er den hele Passus opstaaet ved Misforstaaelse af den norske Landslov og en Efterligning af
den Koldingske Reces Art. 20[2].
- ↑ Lignende Misforstaaelser findes i Fortsættelsen af disse Artikler i begge Love og i Slutn. af N. L. III. 21, sml. M. L. IV. 25
- ↑ Denne siger først: „Skal Ingen findes til Lov for nogen Mommesag; men siger nogen Mand anden Noget til udi Krohus, da maa den, som sigtet er, stevne den Anden til Thinge for slig Snak og Sagn; vil den da det ikke bestaa og ei er, bevisligt – – – da skal Fogden finde ham lovløs (fri for at aflægge Ed) hjem igjen“ (jfr. Reces 1547 Art. 10). Herved var altsaa i Danmark den Sædvane forbudt, som vi tidligere have
