være fremmede for Sagsøgerens Bevisbyrde, og at der i Praxis opstod adskillig Forvirring ved begge Systemers Sammenblanden.
Fra Aaret 1605 fik det nye Bevissystem en Støtte i Christian den IV’s Norske Lov. Er denne idet Hele en høist forvirret Sammenblanding af Gammelt og Nyt, af forældede og endnu gyldige Lovbud, saa gjælder dette ikke mindst om dens Bevislære. I denne Materie, som ellers, er den for det meste kun en slet Oversættelse af Magnus Lagabøters Landslov, og den gjengiver alle de gamle Straffebud med deres Bevismidler – næsten overalt forskjellige Slags Ed – Vidner omtales i de enkelte Lovartikler ikke mere end i Landsloven. Systemet skulde altsaa efter dette være, at Sigtelsen alene var tilstrækkelig til at paalægge Sigtede Nægtelsesed. Men naar man nu undersøger, hvad Christian IV’s Lov har gjort af Heimskviden, opdager man til sin Forbauselse, at den er fuldkommen misforstaaet[1] og omdannet efter det nye Bevissystem. Overalt, hvor Landsloven har Heimskvid, byder Chr. IV’s N. L. at have skjellige Vidner, og af de Ord i M. L. IV. 21: „Sagsøger skal staa for
enhver Sag; men ikke skal Ombudsmanden give
- ↑ At det er skeet af Misforstaaelse og ikke, fordi man har villet forandre den, fremgaar deraf, at en simpel Oversættelse af Landsloven fra 1585, som findes paa vort Universitetsbibliothek (No. 230 fol.) gjengiver IV. 21 paa samme Maade som Chr. IV’s Lov, og flere Steder ombyttes „Heimskvid“ med „to menige Vidner“. Misforstaaelsens Grund er vistnok, at Heimskviden forlængst var bleven Folket fremmed, men dens Art er rimeligvis bestemt at det nye Bevissystem, hvorpaa man gjerne har villet finde en Stadfæstelse i Landsloven.
