gelig ikke længere betragte Institutionen med gunstige Øine[1]. Saaledes undergravet fra forskjellige Sider maatte derfor Mededsinstitutionen gaa sin Undergang imøde, skjønt den var for rodfæstet til at falde strax.
Herredagene omkring 1600 danne Vendepunktet for Bevissystemet. Der er da øiensynlig en større Regelmæssighed i Sagernes Paadømmelse, en ivrigere Stræben efter Retfærdighed og overhovedet en større Kraft i Forbedringen. Christian IV’s. Aand gaar gjennem dem, og han selv præsiderede der oftere.
Fra nu af er det stadig Regel, at Sigtede frifindes uden at paalægges Ed, hvor der er fuldkommen Mangel paa Bevis; der var altsaa opstillet en Bevisbyrde for Sagsøgeren (Herredagsdomme 31te Juli 1599, 9de og 11te Juli 1604).
Hvis Heimskviden havde vedligeholdt sig, havde denne Overgang været ganske naturlig; det var kun et lidet Skridt fra Sagsøgerens Pligt til at vise Hjemmel for sin Mistanke til en virkelig Bevisbyrde. Nu maa vi søge Grunden i den danske Rets Indflydelse paa Herredagene, og den hurtige Gjennemførelse skyldes Folkets Uvillie mod det gamle Uvæsen, det ordnede Appelsystem, og vel paa enkelte Steder dansk og tydsk Rets direkte Indflydelse. Uagtet Systemet synes at være trængt forholdsvis hurtigere igjennem i Norge end i Danmark, saa kan det
ikke feile, at Underretterne endnu længe vedbleve at
- ↑ Vi se dog endnu af den fælles Lovgivning Fredrik II’s Frd. om Ægteskabssager af 19de Juni 1582 (Paus II. 398) byde at „værge sig efter Loven“ mod Sigtelse for Leiermaal.
