at kunne skaffe fuldt Vidnebevis, hvad der i høi Grad maatte svække Mededens Betydning (Herredagsdom 3die Juli 1599).
Alt dette viser, at Mededsinstitutionen ikke længere var den gamle, helstøbte, folkelige Indretning. At den saa længe vedligeholdt sin fremragende Stilling, skyldes vistnok for en stor Del hine Lehnsherrernes Vilkaarlighed, der fandt sig vel tjent med, at Meded kunde fremtvinges paa den blotte Sigtelse; det blev en god Indtægtskilde at spekulere i „Dullefald“. Og paa den anden Side maatte vistnok Bønderne se en Tilflugt i Mededen; men der er dog Spor til, at de finde den besværlig og uretfærdig, naar intetsomhelst Bevis var tilstede, og som Værn for den personlige Frihed tabte den meget af sin Betydning under Trællesindets stadige Væxt, da Frygten for Embedsmændene visselig ofte gjorde Edshjælp umulig. Det er ogsaa rimeligt, at Eden ikke længere havde sin gamle Hellighed, skjønt vi ikke have saadanne Skildringer fra Norge som fra Danmark. Folket var ved den lange sørgelige Tilstand allerede meget fordærvet; de hyppige Eder, som alle de ugrundede Sigtelser foranledigede, maatte lade Eden tabe sin Høitidelighed, og vi se den paa samme Maade som i Danmark misbrugt ved Parternes stadige Beedigelse af deres Udsagn. Det ligger derfor nær at antage, at Mededen var sunket ned til en Vennetjeneste, hvortil Kjendinger ansaa sig gjensidig forpligtede som nutildags til Endossement, og ialfald fra Danmark vide vi, at Gildebrødre og Slægtninger vare forbundne til at skaffe hinanden Edshjælp. Lovgivningen, der især siden Reformationen ivrede meget for Edens Hellighed, kunde føl-
