uskyldig i den Sag“, N. Dipl. III. 843 fra 1547). Istedetfor at Sagsøgerens Udeblivelse fra Edsaflæggelsen forhen gjorde, at denne ansaaes foregaaet maa Sigtede nu indfinde sig paa Thinget med sine Mededsmænd, til Sagsøgeren behagede at komme, hvilket naturligvis maatte give egenmægtige Lehnsherrer rigelig Anledning til at plage uskyldige. (Herredagsdom 1585 i D. M. II. 239). Og da Eden nu altid aflagdes paa Thinget for Dommeren, og dennes Komme, naar det var Lagmanden, var temmelig uregelmæssigt, skaffedes man en ny Art af Besvær ved at holde Mændene tilstede ved hvert Thing, indtil han kom; man paastod forgjæves Frifindelse, naar man engang havde havt dem samlede, „efterdi det var dennem ikke ringe Bekostning, Møde og Umage saa ofte at samle Dølsmænd“ (Herredagsdom 13de Aug. 1599). Dette maatte bidrage til at gjøre Institutionen saameget byrdefuldere for Almuen paa en Tid, da denne vistnok forlængst havde ophørt at søge Thinget med den gamle Iver[1]. Og at man holdt paa Nødvendigheden af at tage Edshjælperne inden Bygden, viser Herredagsdom 7de Aug. 1607, som fritog en Mængde Listringer ser Edsaflæggelse efter en ældre Dom, da den samme Mistanke for Vragtyveri hvilede over saamange af deres Sambygdinger, at Eden blev dem en Umulighed. Endelig medførte Appelsystemet, at man kunde indanke en
Dulsforretning til Underkjendelse, naar man troede
- ↑ Paa den anden Side sees man ikke længere at have været saa nøieseende med de gamle Terminer, idet man tillod Personer forskjellige Gange at forsøge paa Thingene, om de ei kunde opdrive Mededsmand (Herredagsdom 2den Juni 1597).
