ganske forsvunden; men Rygte omtales oftere som Grund til at forlange Ed og i en Hdom 23de Juli 1578 indvender en Mand, der er indstevnt til Underkjendelse af en Vidneførsel, at dennes Øiemed „kun var Bygdefløttemaal og ei noget endeligt“. Ligesaa har man bevaret den med Heimskviden sammenhængende Sædvane at lade den Injurierede, naar han optraadte som Sagsøger, aflægge Ed (selv 3die) mod Beskyldningen, samtidigt med at straffe Injurianten, fordi hans Hjemmel brast (6te Juni 1597). – Men uagtet Mededen saaledes væsentlig anvendtes i samme Tilfælde som tidligere, saa begynde dog adskillige af dens gamle Særegenheder at tabe sig. Edshjælperne bleve stundom udnævnte af Fogden (Norske Saml. I. 243, Hdom 20de Aug. 1578); deres Antal synes ofte – rimeligvis efter dansk Mønster – større, end Loven fordrede, og deres Ed minder
stundom om de danske Nævningers („sværge N.
ged hende her for Rette tilnevnt haver – – under den Straf og Pænn (ɔ: poena), som Loven og Christenretten derom formelder“. – Til den bestemte Tid indfandt Dilis sig med de 11 opnævnte Kvinder i Retten; „og efterat vi havde hørt fornævnte Kvinders Ord hver for sig, da benægtede de, at de ikke kunde sværge med hende, dog sagde de dennem ikke vide eller have kjendt hende for nogen Trolddomssager, hverken i Grandskab eller Naboskab“. Byfogden forelagde hende, da hun ikke havde kunnet „fuldgjøre“ Eden, at rømme Byen og Stiftet inden 5 Nætter. – Denne Sag stadfæster en tidligere Bemærkning, at man ved nye Love først og fremst brugte Vidner og altsaa nu det nye Bevissystem, medens det gamle holdt sig længst ved de gamle Love,
