Denne siden er korrekturlest
tes i samme Dom, idet Lagthinget af Mangel paa Bevis frifandt for Livsstraf efter en ny Forordning, men derpaa efter Landsloven idømte Fredløshed,
ifald Tylvtered ei aflagdes[1]. Heimskviden selv er
- ↑ Norske Saml. I. 233 ff. Dilis Røncke anklagedes – foruden af Private – af Byfogden paa Kongens Vegne efter Fr. II’s Frdn. 21de Septbr. 1584 (jfr. Norske Registr. III. 302), der bød Lehnsherrerne at sørge for Trolddoms Afstraffelse paa Livet. Der førtes da en Mængde Vidner, men de vare uoverensstemmende, og Ingen vidste Andet end Rygte. „Det maa Gud vide og ikke de“, sige Dommerne, „saaat vi udi ingen Maade kunne kjende forskrevne Klagemaal og Vidnesbyrd saa lovlig over Dilis, at hun derfor kunde miste sit Liv, undtagen at fornævnte Anklagere kunde herefter fremføre anden lovlig Vidnesbyrd“. Istedetfor nu at frifinde hende, forlade Dommerne pludselig den nye Lovgivning. „Men efterdi hun i nogle Aar har været i ondt Rygte for samme Trolddomsgjerninger og endnu her for Retten er tillagt fuld Sag, og Byfogden paa kgl. Majestæts Vegne med fornævnte Anklagere begjære Ret over hende, thi kan hun ikke aldeles blive fri for nogen Sag, uden hun befrier sig efter Loven“. Og saa ransage de Magnus Lagabøters Gulathingslov, – finde der, at Trolddom er et Ubotemaal med Fredløshedsstraf (IV. 4), og i IX. 13 læse de om Ubotemaal, at, om Kongen „lægger Mand til saadan Sag, skal han fri sig med sin Ed selv tolvte“, og i en Artikel „uddragen af den gamle Christenret“ se de, i „at hvis Kongens Ombudsmand eller Bispens siger, at Mand foer med Trolddomsgjerninger og hedensk Vildfarelse og kan det ikke lovlig bevise hannem det over, da befri den sig, som for Sagen staar, med sin Ed selv tolfte; men dersom hans Ed falder, da blive han udslæger“ (?). „Thi sagde vi for Rette, at fornævnte Dilis Røncke skal gjøre hendes Ed selv 12te med ærlige Danneqvinder, som hun udi denne By haver boet udi Mandskab og Naboskab med og hende bedst kjende, som Kongens Byfo-
