greb mere og mere til det danske Bevissystem, og en overordnet Domstol havde langt lettere for at gjøre sine Domme til gjældende Ret paa en Tid, da Ankestevning mere var rettet mod Underdommeren end mod Modparten, og hin ved streng Medfart lærte, hvor nødvendigt det var at have faste Bevisregler til Rettesnor. Lagmænd og Sorenskrivere havde ogsaa lettere for at følge Regler end Lagrettesmænd, som kun en Gang kaldtes til Dommersædet. Og de faste Statsdommeres Anvendelse i alle Sager maatte, som vist i den tidligere Periode, udvikle Vidnebeviset, undergrave Mededsinstitutionen og lægge Grunden til en inqvisitorisk Proces[1]. Allerede under Christian den fjerde var derfor Retspleien i en langt bedre Stand og Rettergangsmaaden ikke synderlig forskjellig fra Lovbogen.
Naar jeg nu gaar over til at skildre selve Bevismidlernes Udvikling i denne Periode, ser jeg bort fra enkeltstaaende ulovlige Tilfælde og holder mig til, hvad der maa kaldes gjældende Ret eller Praxis. Ved Periodens Begyndelse var endnu Mededsinstitutionen og Vidnesbyrd ligestillede, ved dens Slutning fandtes den første ikke mere; det er Periodens vigtige Resultat for Retshistorien. Men dette Resultat fremkom kun gradvis.
I de af Lagmændene forfattede, og siden af Kongen stadfæstede, Artikler af 1557 hedder det i Art. 11 (Paus II. 319): „Ingen Kongens Ombudsmand maa give nogen Mand Skyld for nogen Sag, enten for Hor, Kjætteri eller andre Sager, medmindre
han haver sand Sager-mand[2] eller skjellige Vidner
