Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/12

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

for Retsforfølgningen at gjøre Gjenstanden vitterlig[1], selv om den ikke fra først af har været det, virker Vitterligheden, naar den findes, i criminelle baade paa Forfølgelsen og Straffemaaden[2]. Det eneste Exempel paa en virkelig offentlig Paatale af Forbrydelser finde vi nemlig ved Tyveri, naar Tyven er greben med Koster i Hænde; af Bønderne skal han føres til Kongens Aarmand, af denne til Thinge og derfra til Fjære for at hænges, medens ogsaa Straffen er en anden, hvor der gribes til Meded (G. L. 253); og ved Sigtelse for Mened erklærer F. L. II. 46 (jfr. J. C. 53) ialfald en Del af Bevisførelsen unødig, naar Sagen var aabenbar, jfr. F. L. II. 29 og J. C. 29. Hvor en Gjernings ydre Omstændigheder kunne fremkalde Mistanke, maa den forebygges ved Gjerningsmandens offentlige Lysning; men for at sikre Beviset for denne, er det allerede nødvendigt særligt at opnævne Vidner derpaa (Lysning af Hittegods G. L. 144, jfr. M. L. IX. 12, Lysning af Drab, for ei at ansees som Morder, G. L. 156, F. L. IV. 7) og ifølge F. L. XI. 20 kan Herren sælge sin Træl af Landet, hvis „Mænd vide“ at han er Udaadsmand. Thingmænds Vidnesbyrd om, hvad de have seet paa Thinget, omtales (G. L. 181), og skjønt Ordet Thingsvidne eller dets fortrinlige Vegt ei nævnes, saa er det dog maaske indbefattet i „Vidne om Mænds Tvist og Forhandling i Forsamlinger“ (deilld manna at samkundum),

hvorimod intet Bevis maatte føres (M.

  1. Se Fr. Brandt i Ugeblad for Lovkyndighed II. 347.
  2. Spor af en forskjellig Straf, naar man har grebet Forbryderen paa fersk Gjerning, findes endnu efter danske Love i Chr. V. N. L. 6–16–1 og 6–19–1.