Exempel paa den almindelige lovløse Tilstand iblandt Adelen, naar der fortælles (se N. Dipl. II. 862), at Tønsbergs Lagmand og Raad 1552 ikke vovede at paadømme en Sag mellem Bent Bille og Erik Ugerup, fordi denne „indkom paa Raadstuen med spændte Fyrrør“og Knebelspyd“. Selv de kongelige Embedsmænd vare for svage i disse lovløse Tider[1].
En saadan Retstilstand maatte bringe den gamle Rettergangsmaade i Ringeagt og gjøre Folket modtageligt for en ny. Det 16de Aarhundrede frembyder en saa stor Forvirring, ikke blot, fordi det Gamle var i sin Opløsning, men fordi det Nye skulde frem. Ligesom Grunden da lagdes til den moderne Administration, modtog Rettergangen væsentlige Forbedringer af stor Indflydelse paa Bevissystemet. Først og fremst indførtes en regelmæssig Appel ved Herredagenes Ordning efter Aarhundredets Midte (Kongebrev 1557 hos Krag og Stephani II. 529). Lagmændene brugtes mere og mere i Misgjerningssager ved Siden af Lagrettesmændene, og da disses Ukyndighed, Kraftløshed og Uvillighed til at udføre deres Dommerkald (Herredagsdomme 6te Juli og 28de Juni 1580) havde ledet til Sorenskriverembedets Oprettelse 1591, varede det ikke længe, før man havde 3 Instanser, samtlige beklædte af faste Statsdommere[2]. Herredagene gjorde sig øiensynlig
Umage for at bringe Retspleien paa bedre Fod,
- ↑ I en Sag mod en Tydsker for Voldtægt (1535) nægtede han først at møde for Bergens Lagthing, men gjorde det dog siden; men midt under Sagen trængte 2–300 Tydskere ind og truede Retten, hvorfor denne indtil videre suspenderede alle Sager (D. N. III. 824).
- ↑ Brandt i Norsk Tidsskrift V. 128 ff., 137 ff.
