sees som et Særsyn, at den lærde Rector Ambrosius Rhodius i Christiania spækker et tydsk Indlæg med Citater af tydske Retslærde og fordrer Inqvisitionsprocessens Princip anvendt (Herredagsdom 1661).
Den norske Retspleies Tilstand i det 16de Aarhundrede maatte i høi Grad begunstige fremmed Rets Indtrængen. Man har før været tilbøielig til at anse den Skildring af denne, der gives i den samtidige „Norske So“ (Norske Mag. II. 34), som for mørk. Men den Samling af Norske Herredagsdomme, som i den sidste Tid er tilveiebragt, viser, at den har været kun altfor sand[1]. Folket var sunket for dybt til at kunne udføre Dommerkaldet; Lagrettesmændene manglede Lovkundskab og især Mod og Kraft til at give Enhver sin Ret, og dette trængtes nu saameget mere, fordi Landet var fuldt af danske Lehnsherrer, som Erik og Ludvig Munk, der gjerde Sigtelser for Lovbrud til en rig Indtægtskilde[2]. Uskyldigheden fandt intet Værn hos Dommerne.
Mangen Gang dømtes Sigtede ene og alene
- ↑ Jeg sigter her til de af Lektor Brandt i Kjøbenhavn tagne Afskrifter af Herredagsprotokollerne 1578, 1585, 1597, 1599, 1604. 7. 10, der have været mig udlaante til Afbenyttelse. Jeg har ogsaa havt Adgang til nogle spredte Herredagsdomme af senere Datum.
- ↑ Et slaaende Exempel paa, til hvilken Grad Forbrydelserne toges fra denne Side, har man i en Herredagsdom 10de August 1585. En Adelsmands Foged, der tiltaltes for Overfald, fremkom med den Exception, at, da Adelens Gaarde skulde være frie for alle Afgifter, og dette maatte følge Personen og ikke Gaarden, skulde alt Sagefald af Forbrydelser, begaaede af de der Boende, tilfalde Adelsmanden selv. Dommerne forkastede dog dette Raisonnement, da det vilde gjøre Adelen og dens Tjenere straffrie.
