Side:L. M. B. Aubert - Bevissystemets Udvikling i den norske Criminalproces indtil Christian den femtes Lov.djvu/116

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

søge Tydskere paa deres Hjemsted og bleve ved Appelstevning trukne ligetil Rigskammerretten („Spiirretten„[1]. Ja, hin Tids Tro paa den keiserlige Domstoles Overlegenhed er trængt saa dybt, at jeg endnu har hørt det Folkesagn i Gudbrandsdalen, at man kan indanke en Sag fra Kongen „til Keiseren“ eller „Spiret„ (ɔ: Spiirretten), og Wille fortæller i sin Beskrivelse over Sillejord (p. 236): „Forresten spørge de, som have tabt deres Sager for Høiesteret, om de ei kunne indstevne Sagen for Spiirretten, ɔ: Retten til Speier i Tydskland, hvor de mene, at 4 Konger og 9 Biskoper præsidere“. Man skulde næsten tro, at det er de tydske Bergfolk, som paa denne Maade have spredt deres Fædrelands Ros ind mellem Norges Fjelde, for at skræmme de norske Bønder fra at paatale deres vilde Færd[2]. Naar hertil føies, at Lehnsherrerne ofte vare tydske, og at Lovgivningen i Dele, som ere fælles for Rigerne, saasom Kirkeordinants, Krigsartikler, o. desl., i det Hele bærer et stærkt tydsk Præg, ja Fredrik II.s „Trabantenartikel“ af 6te Febr. 1571 ligesrem byde at straffe „nach alten kaiserlichen Kriegsrecht und Gewohnheit“[3], saa er det vel ikke urimeligt at antage, at den tydske Rettergangsmaade har været vel

kjendt ialfald i de norske Byer, om det end maa an-

  1. Jfr. Kongebrev af 1588 i Rigsregist. III. 4, hvori der klages herover som noget Usædvanligt, og over at Stevningen lyder paa en „Romisk-keiserlig Undersaat“.
  2. Det synes ogsaa, som de tildels stod under Sachsisk Bergret, jfr. Privilegier for Glomsberg Kobberværk i Thelemarken af 1540. Krags og Stephani Christian III’s Historie I. 702.
  3. Brandt i Norsk Tidsskrift V. 157. Danske Mag. V. 17.